Gå til sidens indhold
Billedet viser Favrskov Kommune i en given situation. Klik for at gå til Favrskov Kommune forside.

Gruppeleder til modtagekøkkener og kantiner, Favrskov Kommune

Står du for kvalitet, brugertilfredshed og et godt arbejdsmiljø? Kan du holde gryderne i kog, dampen oppe, og brænder du for økologi, for så har vi nok en stilling, du vil kunne li’!
Vi søger en ny gruppeleder til at varetage ledelsen af tre modtagerkøkkenerne og kantinerne i vores fire administrationsbygninger. Produktionskøkkenet i Hinnerup leverer maden til modtagerkøkkenerne, som står for opvarmningen samt den fulde forplejning til kommunens fire plejecentre. Kantinerne servicerer personalet i administrationsbygningerne og serverer dagligt frokost leveret fra anden leverandør.

Dine arbejdsopgaver

Du bliver nærmeste leder for 22 kostfaglige medarbejdere i modtagerkøkkenerne og 7 medarbejdere i kantinerne. Du har det overordnede ansvar for økonomi, faglighed, drift og personale, ligesom du er ansvarlig for kvalitetssikring ved tilberedning af forplejning i modtagerkøkkenerne samt produktionen i de mindre køkkener på plejecentrene. Du står i spidsen for den strategisk faglige udvikling i modtagerkøkkenerne, og du skal sikre højst mulig effektivitet, kvalitet og leverancesikkerhed.

Din profil

Du bliver leder for en bred gruppe af medarbejdere, og det er derfor en fordel, at du har ledererfaring, evt. kombineret med en lederuddannelse. Du skal have flair for at kunne kvalitetsudvikle maden, og du prioriterer brugertilfredshed højt.
Derudover forventer vi en gruppeleder som:
  • Har en relevant uddannelse fx økonoma eller en professionsbachelor i ernæring og ledelse
  • Har viden om IT som redskab, herunder erfaring med KMD til økonomistyring, vagtplaner og indkøb
  • Er en teamplayer med gode samarbejdsevner
  • Har en synlig og åben ledelsesstil
  • Har organisatoriske evner og overblik
  • Er struktureret, detaljeorienteret og en dygtig kommunikator

Om arbejdspladsen

Vi arbejder ud fra en anerkendende tilgang og lægger vægt på, at medarbejderne har indflydelse på både arbejdstilrettelæggelsen og udviklingen af arbejdspladsen. Gruppelederen skal sikre at medarbejderne har gode rammer til opgaven, og samtidig have fokus på effektiv ressourceudnyttelse af de midler vi har – så borgeren opnår kvalitet i hverdagen. Vi arbejder teamorganiseret og tværfagligt med flere forskellige faggrupper, og vi har et meget tæt samarbejde med plejen.

Du bliver en del af et dynamisk lederteam på 7, hvor der er plads til forskellighed, foranderlighed, kreativitet og effektivitet. Og ikke mindst decentralisering og teamudvikling. Dit daglige arbejdssted er på Plejecenter Solhøj i Hammel.

Yderligere information

Ansøgningsfristen er 16. august 2020 og vi holder første samtale onsdag den 19. august og 2. samtale tirsdag den 25. august. Som led i ansættelsesprocessen bliver der mellem 1. og 2. ansættelsesrunde udarbejdet en personprofil. Du skal herefter deltage i en tilbagemelding mandag 24. august. Vi indhenter referencer efter nærmere aftale inden endelig aftale om ansættelse.
Tiltrædelse forventes 1. oktober 2020.
Du kan læse meget mere om jobbet og vores forventninger til dig i job- og personprofilen. Har du derudover spørgsmål til stillingen, kan du ringe til distriktsleder Lotte Foged inden den 24. juli på 40562114. Ældrechef Henriette Halgaard Rasmussen kan træffes på 20438671 fra den 30. juli og frem til ansøgningstidspunktet.

Søg jobbet via www.favskov.dk/job

Favrskov Kommune kan kun modtage ansøgninger sendt elektronisk