Herning Kommune

Herning Kommune

Kulturformidler med fingeren på litteraturpulsen til Herning Bibliotek

Vil du være med til at forme Herning Bibliotekernes indsats med litteraturen målrettet voksne? Kan du se dig selv i den direkte betjening af bibliotekets mange brugere, i dagligt samarbejde med bibliotekets øvrige formidlere og i forskellige litteraturprojekter, både på Herning Bibliotekerne og sammen med litterære aktører på tværs af Danmark?

Vi søger en kulturformidler til bibliotekets Eventområde, der har lyst til at arbejde både strategisk og praktisk med at styrke bibliotekets litteraturprofil målrettet det voksne litteratursegment. Stillingen rummer både tænkning og igangsættelse af nye indsatser og nyudvikling af eksisterende - i tæt samarbejde med vores litteraturformidler og bibliotekets øvrige områder. Vi har netop lanceret en ny litteraturstrategi og arbejder ambitiøst og målrettet på at folde den ud. Litteraturstrategien har særligt fokus på litteratur og lokalbiblioteker, fællesskaber om litteraturen, litterære partnerskaber og formidling af faglitteratur.

Arbejdsopgaverne ligger inden for disse områder

  • bemanding i biblioteket (også aftener og weekender)
  • tilrettelæggelse og afvikling af litteraturaktiviteter målrettet voksne
  • udvikling af nye tilbud og services til målgruppen
  • projektdeltagelse/projektledelse
  • formidling af faglitteratur
  • bred litteraturformidling via diverse kommunikationskanaler - både analoge og digitale.

Dine kompetencer

  • rygraden i din tilgang til arbejdet er serviceminded og engageret formidling
  • du trives med ansvar for store og små arrangementer og kan bevare roen - også når der er pres på
  • du skal kunne arbejde selvstændigt, fleksibelt og samtidig være i stand til at se helheder og skabe resultater sammen med både interne og eksterne samarbejdspartnere
  • du har gennemslagskraft samt evnen og modet til at handle
  • du har en relevant uddannelse og erfaring med litteraturformidling
  • du har fingeren på pulsen ift. litteratur (skøn- og faglitteratur) og elsker at kommunikere og formidle på højt fagligt niveau
  • du har erfaring med formidling af litteratur på sociale medier, via blogs, videologs, webinarer o.l.
  • du har erfaring med projektarbejde.

Herning Bibliotekerne er en institution og arbejdsplads i konstant udvikling. Det nye hovedbibliotek slår rekorder i antal besøgende og sætter nye standarder for et nutidigt og attraktivt bibliotekstilbud. Udover at være Herning Kommunes port til verdens viden og kultur, er biblioteket et oplevelsessted for kommunens borgere med fri adgang til seks fysiske biblioteker samt et stort digitalt bibliotekstilbud. Herning Bibliotekerne er tillige centralbibliotek og varetager en række koordinerende funktioner og udviklingsopgaver for bibliotekerne i Region Midtjylland.

Stillingen er på fuldtid med tiltrædelse pr. 1. april 2019.

Stillingen aflønnes efter gældende overenskomst og principperne i ny løn. Lønniveauet ligger på 25.000-35.000 kr. om måneden eksklusiv pension og afhængig af kvalifikationer. Aften- og weekendarbejde indgår som en fast del af porteføljen

Vi tilbyder en arbejdsplads, hvor der ikke er langt fra idé til handling. Vi har en uformel og uhøjtidelig omgangstone, og vi tror på, at et godt arbejdsliv opnås gennem løbende dialog, medansvar, sparring og fokus på den enkeltes kompetencer.

Nærmere oplysninger
Nærmere oplysninger om stillingen gives gerne af områdeleder Lise Nørskov-Thomsen på tlf. 21 66 71 45 eller biblth@herning.dk

Ansøgningsfrist

Vi skal have modtaget din ansøgning online senest den 1. februar 2019 kl. 12.00.

Kun ansøgere, som har søgt online via ansøgningsskema på Herning Kommunes hjemmeside, vil komme i betragtning.

Samtaler forventes afholdt onsdag den 20. februar 2019.