Herning Kommune

Herning Kommune

Sygeplejersker til Tjørringhus

Døgn & Familiestøtte Herning søger sygeplejersker til afdeling Tjørringhus.

Vil du være med på et stærkt sygeplejefagligt hold med dygtige kolleger og høje ambitioner? Er du nysgerrig på at indgå i tværfagligt samarbejde på en spændende arbejdsplads? Så er det måske lige dig, vi mangler.

Vi søger en sygeplejerske til en fast stilling 30 timer pr. uge fra marts eller snarest derefter, samt en sygeplejerske til et barselsvikariat på ca. et år fra 1. april eller snarest derefter, men med mulighed for fastansættelse.

Tjørringhus en del af Døgn & Familiestøtte Herning og er et døgn- og aflastningstilbud til 24 børn og unge med multiple funktionsnedsættelser. Døgntilbuddet er inddelt i tre teams: Syd, Vest og Nord.

Børn og unge på Tjørringhus støttes, udfordres, udvikles og modtager pleje og omsorg fra en tværfagligt sammensat personalegruppe, der består af omsorgs- eller social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, pædagoger og studerende.
Alle børn har behov for dækning af sundhedsfaglige behov og pleje, men samtidig fokuserer vi på nærvær, trivselsfremmende samvær og aktivitet i relationen, omsorg, stimulering, udvikling eller vedligehold af færdigheder.

Vores sygeplejersker varetager sundhedsfaglige opgaver i det team, de er tilknyttet og indgår desuden i sundhedsfaglige vagter i hele huset. Vi har særdeles fagligt kompetente sygeplejersker ansat, som sammen med de øvrige medarbejdere udgør et stærkt team, som gør deres bedste for at løse opgaverne omkring en sårbar målgruppe.

Vi har et omfattende introduktionsprogram, hvor nye medarbejdere oplæres i de tre kompetence-ben, som opgaven løses ud fra: Det terapeutiske-, det sundhedsfaglige- og det pædagogiske ben.

Vi er uddannelsesinstitution og modtager 1. års studerende fra VIA Holstebro - sygeplejerskeuddannelsen.

Vi kan tilbyde

  • et fagområde med specialviden
  • afvekslende opgaver, der kalder på dine kompetencer
  • dedikerede og engagerede kolleger
  • godt forældresamarbejde
  • arbejde i skiftende vagter - i videst mulige omfang kun to-skift
  • arbejde hver anden weekend tilpasset den enkeltes behov
  • en arbejdsplads i forandring og udvikling.

Funktioner som sygeplejerske

  • sikring og oplæring i sygeplejefaglige ansvarlige arbejdsgange i teamet
  • formidling og videndeling af sygeplejefaglige arbejdsgange til øvrige faggrupper
  • varetagelse af sygeplejeopgaver for to-tre børn som kontaktperson
  • sundhedsfagligvagt i turnus i hele huset
  • varetagelse af opgaver blandt børnene i hverdagen på linje med kolleger fra øvrige faggrupper
  • loyal handling på trufne beslutninger og beskrevne behandlingsplaner

Vi forventer

  • at du er uddannet sygeplejerske, gerne med erfaring med målgruppen
  • at du er i besiddelse af gode samarbejdskompetencer og gerne deler af din viden
  • at du trives i arbejdet med børn og unge med betydelige plejebehov
  • at IT ligger naturligt til dig
  • at du kan håndtere perioder med højt stressniveau
  • at du bidrager til et positivt psykisk arbejdsmiljø.

Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst indgået mellem KL og DSR.

Kom og vær med til at gøre en forskel for og få en specialviden om en særdeles sårbar målgruppe, som kun fortjener det bedste og de dygtigste.

Yderligere oplysninger

Har du spørgsmål vedrørende stillingen, kan du kontakte centerleder Charlotte Jensen på hchje@herning.dk

Ansøgningsfrist

Har ovenstående vakt din interesse, og føler du, at du kan varetage de beskrevne opgaver, skal du sende din ansøgning senest den 20. februar 2019 kl. 12.00.