Herning Kommune

Herning Kommune

Kickstart karrieren - bliv kontorelev hos Herning Kommune

’Kontorelev med speciale i offentlig administration’. Lyder det en smule tungt?
Det kan du glemme alt om.

Hos os kommer du ikke til at kede dig. Du får ansvar, en masse forskellige opgaver og søde kollegaer. Og uddannelsen er en god baggrund for mange forskellige typer af jobs, som du kan vælge i fremtiden.

Vi vil gerne give dig så bred og god en uddannelse som muligt, så derfor skal du i løbet af dine to år som elev prøve kræfter med to afdelinger. På den måde kan du spore dig ind på, om du er mest til kultur, borgerservice eller beskæftigelse.

Hvordan er det at være elev ved kommunen?

Det er både udfordrende, spændende og sjovt at være elev hos Herning Kommune, men det kan vi selvfølgelig sagtens skrive...

Du er måske mere interesseret i, hvad vores nuværende elever siger om stedet og uddannelsen.

Derfor har vi bedt dem om at lave en Top 5 over, hvad det bedste er ved at være kontorelev ved Herning Kommune:

Elevernes Top 5

  1. Vi elever har et super godt sammenhold, som gør det sjovt at komme på arbejde
  2. Vi bliver set på som kollegaer og ikke elever. Vi får masser af ansvar
  3. Vi får en studietur til Bruxelles. Det er ret fedt.
  4. Vi prøver at arbejde i forskellige afdelinger under vores elevtid
  5. Vi udvikler os fagligt og personligt

Det leder vi efter

Vi leder efter elever, som har lyst til at lære nyt. Du skal være opsøgende, ansvarsbevidst og servicemindet.

Du vil få nogle rutineopgaver, men vi forventer også, at du er klar til at omstille dig hurtigt, hvis en ny opgave lander på dit bord.

Ja, du læste rigtigt. Du får dit eget bord! Og løn hver måned.

Kort om uddannelsen

Uddannelsen varer 2 år, og det meste af tiden er du hos os, men du vil også have skoleforløb på Uddannelsescenter Holstebro. Under skoleforløbet får du mulighed for at komme på studietur til Bruxelles.

Under hele forløbet sørger vi for, at du bliver sat grundigt ind i opgaverne, du har din egen uddannelsesansvarlige kollega, og du vil tit mødes med de andre elever. Desuden har vi ret gode løn- og ansættelsesvilkår.

Adgangskrav til kontoruddannelsen

For at blive elev hos os skal du have en af disse uddannelser:
  • EUX – eksamen
  • HG – Grundforløbsbevis med adgang til kontor med speciale i offentlig administration
  • HHX
  • STX/HTX/HF-eksamen – suppleret med 5 ugers grundforløb ved handelsskolen.
Husk at vedlægge CV og dokumentation for din uddannelse som bilag til din ansøgning.

Forventer du at afslutte din uddannelse i sommeren 2020, skal det stå tydeligt i din ansøgning. I stedet for eksamensbeviser skal du vedlægge en kopi af dine termins – og standpunktskarakterer.

Er du i tvivl om din uddannelse er adgangsgivende, kan du kontakte elevservice ved UC Holstebro.

Er du over 25 år og ikke er i gang med en EUX, bedes du få udarbejdet en realkompetencevurdering (RKV) der vedlægges som bilag til din ansøgning.

Du kan læse mere om kontoruddannelsen i offentlig administration på www.ug.dk eller www.uddannelsesnaevnet.dk

Er du blevet nysgerrig?

Kontakt Natascha Thomsen, som er 2. års kontorelev, på telefon 96 28 41 09. Hun ved en masse om, hvordan det er at være elev ved Herning Kommune. Har du andre spørgsmål, kan du kontakte Kimie Thaagaard, som er den uddannelsesansvarlige ved Herning Kommune, på telefon 20 87 66 90.
Vi er spændte på at se din ansøgning!

Ansøgningsfristen

er 23. februar.

Der afholdes samtaler den 13. marts. De nye elever ved Herning Kommune ansættes pr. 15. august med start den 17. august.

Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen som kontorelev ved Herning Kommune.

I Herning Kommune, som er på vej mod 90.000 indbyggere, er vi altid på udkig efter nye muligheder. Vi har modet til at tænke stort og gå nye veje for at skabe det, vi skal leve af og de rammer, vi skal leve i. I Herning Kommune er der alle muligheder for at få et godt familie- og arbejdsliv. Vi har et stærkt sammenhold, trygge lokalsamfund, et rigt foreningsliv og smuk natur lige uden for døren.