Kommunaldirektør til Ikast-Brande Kommune

Kommunaldirektør der placerer sig midt på kortet
 
Ikast-Brande er utvivlsomt Danmarks bedste erhvervskommune. 6 ud af 7 gange er kommunen blevet nummer et i DI’s landsdækkende undersøgelse af erhvervsklimaet. Ikast-Brande udmærker sig desuden som sportskommune med blandt andet elitesport på internationalt niveau centreret i et campus-område, der i disse år er under stærk udvikling.

Kommunen har en central placering. Det gælder geografisk, hvor der er stærke og tætte relationer imod vest, øst og syd. Der er let adkomst til alle sider, støttet op af et motorvejsnet, der omkranser kommunen, og hvor den kommende hærvejsmotorvej, gør adgangen endnu enklere.

Den politiske kultur i Ikast-Brande kandiderer til at være den mest konstruktive i landet. Og det er ikke ”plejer”, der sætter grænser for evnen til at sætte CPR og CVR-numre i centrum. Kommunen har tradition for at være den ”frække dreng i klassen”, når det kommer til udviklingen af den kommunale organisation. Det er blandt andet symboliseret ved begrebet 'Mental Frikommune'.

Alt dette sætter nogle klare pejlemærker for, hvad du skal kunne - og ville - hvis du skal være kommunaldirektør i Ikast-Brande Kommune.

Du skal være tre skridt foran i dit hoved og din gerning og være med til at sikre, at vi fortsat er en driftig kommune også om fem, syv og ni år. Du skal være embedsmand, men ikke mere, end at du først formår at være borgernes og virksomhedernes kvinde/mand. Der er grænser for, hvor meget bureaukrat, du kan være for at trives hos os. Du er af hjertet værdibaseret i den måde, du bedriver ledelse på. Du evner at være hele byrådets kommunaldirektør og at sætte hele din ledelsesorganisation i spil. Og selvfølgelig forventer vi, at du kan navigere i både fredstid og i pressede situationer, og at dit menneskelige format matcher vores stærke værdier: tillid, dialog og ansvarlighed.

Udgangspunktet er en ansættelse på kontraktvilkår. Stillingen aflønnes med en årsløn på kr. 1.237.000 (pr. 1. januar 2017) eksklusive pension og tillæg for kontrakt.
 
Yderligere oplysninger
Kan fås hos Jakob Lundgaard, tlf. 4033 2414 og/eller hos Borgmester Carsten Kissmeyer, Ikast-Brande Kommune, tlf. 3076 4866.

Job- og personprofil kan læses her og på www.ikast-brande.dk.
 
Ansøgning
Ansøgningen sendes så den er modtaget senest den 28. august 2017 kl. 8.30.