Dagtilbudschef i Aabenraa Kommune


Ledelseskommissionen ville kalde os moderne!

Det er måske lidt friskt at kalde en organisering, der har været den samme siden kommunesammenlægningen, for moderne – men vi vover pelsen. Vi skabte dengang en flad struktur, der gav et stort ledelsesrum til de yderste ledelsesled – dér, hvor vi møder borgerne. Vi havde nemlig dengang – som vi har det i dag – tillid til vores ledere.
 
”At give den faglige leder det rigtige ledelsesspænd og ledelsesrum viser, at organisationens ledelse har tillid til institutionens ledelse”. (Ledelseskommissionen)

Vi bruger hinanden på tværs, når vi udvikler. For et stort decentralt råderum giver også en stor decentral forpligtelse til at lede opad, til at søge hjælp fra kolleger og til at tilbyde sin hjælp. Det sker i den grad i Dagtilbuddene i Aabenraa Kommune. Ledelseskommissionen kalder det distribueret ledelse.

Måske er det derfor, vi har et så lavt sygefravær, som vi har – og så stor en tilfredshed blandt områdets interessenter. Ledere og medarbejdere engagerer sig og tager fra. Vi udvikler hele tiden. Sammen med KL, med Kvalitet i Dagtilbuddene, med implementering af den nye dagtilbudslovgivning men også i det daglige. Vi står nemlig ikke stille.

Vi er en del af et direktørområde, der i den grad søger at finde synergierne på tværs af organisationen. Vi skal lykkes med overgange, fælles udviklingstiltag og ikke mindst samarbejdet om de børn, der har det svært. Vi er langtfra i mål – men vi er godt på vej. Og så bliver du en del af en kommune, der fungerer rigtig godt.

Du får denne unikke platform at bedrive ledelse på. Men det er klart, at med muligheden følger også en forventning. Først og fremmest har du så meget viden om området, at du kan være med til at skabe visioner og nye udviklinger. Du er en dygtig, engageret leder, der forstår, at ledelse i en flad struktur kræver kommunikation og proces. Du leder dygtigt sammen med andre i et kollegaskab på tværs.

Og så er du et ordentligt menneske, der tør vise, hvem du er, og også er med til at gøre det daglige samspil humørfyldt og let. Vi griner gerne sammen med dig.

Vi kan ikke få øje på en chefstilling på dette faglige felt, der er mere spændende i det kommunale Danmark lige nu, så……

Stillingen besættes på overenskomstvilkår efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation med en forventet årsløn på ca. 680.000 kr. plus pension.

Yderligere oplysninger:
Kan fås hos Jakob Lundgaard, tlf. 4033 2414 og/eller hos direktør Chriss Mailandt-Poulsen, tlf. 2899 3212.

Læs mere i den uddybende job- og personprofil og på www.aabenraa.dk.

Bilag
Sund Vækst Strategi 2018-30

Ansøgning:
Ansøgningen sendes via stillingsmodulet så den er modtaget senest den 9. november 2018 kl. 8.30.