Gå til sidens indhold
Billedet viser Lundgaard Konsulenterne i en given situation. Klik for at gå til Lundgaard Konsulenterne forside.

Kommunaldirektør til Faxe Kommune


Kommunaldirektør med format til kommune med potentiale

Faxe Kommune har på mange måder rigtig gode rammevilkår. På den ene side kan vores borgere nyde roen og den pragtfulde natur på landet eller i vores veletablerede bysamfund. På den anden side er vi oplandskommune til hovedstadsområdet – tæt på allerede nu og endnu tættere på, når elektrificeringen af jernbanen er på plads. Så er vi 38 minutter fra Hovedbanegården. I forvejen er Faxe Kommune begunstiget af, at E47 går igennem kommunen.

Vision 2030 er med til at fokusere vores indsats, når vi skal søge at udnytte de gunstige rammebetingelser bedst muligt til gavn for vores borgere, virksomheder, frivillige og foreninger, vores bæredygtige fremtid – vores kommune.

Vi skal sikre, at de potentielle tilflyttere, der kigger ud af hovedstadsområdet, retter blikket naturligt mod Faxe Kommune. Det har ikke kun noget at gøre med et varieret udbud af boligformer, men også om velfærdsløsninger, der fungerer. Ikke kun nu, men også i fremtiden. Og her kan vi blive dygtigere. Vi har taget fat – f.eks. med projektet ”Fælles om Forebyggelse” – men det er en kontinuerlig udviklingsproces, du kommer ind midt i.

Vi er som en række af landets kommuner udfordret på økonomien, herunder servicerammen. Det kræver, at alle – med topledelsen i spidsen – påtager sig et ansvar for, at vi på både kort og langt sigt udvikler vores evne til at skabe strategisk økonomistyring. Udligningsreformen giver os et tiltrængt løft, men det løser ikke i sig selv opgaven – det smidiggør dog processen derhen. Du har derfor en ballast ift. økonomistyring, der gør, at du kan bidrage på den bane.

Du kommer ind i en enhedsdirektion, hvor dine to kolleger glæder sig til, at du kommer. De er fagligt bredspektrede – især på tværs af velfærdsområderne - så du skal ikke nødvendigvis dække nogen store faglige ”huller”. Du skal først og fremmest være en dygtig kommunaldirektør, der kender til det at drive og udvikle en kommune, og samtidig skal du være et afbalanceret, ordentligt menneske, som det er let at have tillid til.

Du møder et byråd, der vil dig, men som også er opmærksom på, om du rammer balancen mellem at være borgmesterens gode, daglige sparringspartner og samtidig hele byrådets kvinde/mand. Det har noget at gøre med politisk flair, men det handler også om integritet og en ærlig respekt for demokratiet.

Endelig skal du også kunne ”arbejde” – have fingrene på tasterne, når det spidser til. Man kommer ingen vegne med fine fornemmelser i Faxe Kommune. Nyd til gengæld handlekraften og beslutningshastigheden i en organisation, hvor der er kort vej imellem top og bund. Uformelt på den gode måde – og måske dér, din kommende kommunaldirektørstol står.

Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker på kontraktvilkår, jf. rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer. Stillingen aflønnes med en årsløn på kr. 1.375.000 kr. inklusive kontrakttillæg (20%) men eksklusive pension.

Yderligere oplysninger
Kan fås hos Jakob Lundgaard, tlf. 4033 2414 og/eller hos Borgmester Ole Vive, tlf. 2499 1383.

Læs mere i den uddybende job- og personprofil

Ansøgning:
Ansøgningen sendes via stillingsmodulet på www.lundgaard-konsulenterne.dk, så den er modtaget senest den 8. juni 2020 kl. 8.30.