Gå til sidens indhold
Billedet viser Lundgaard Konsulenterne i en given situation. Klik for at gå til Lundgaard Konsulenterne forside.

Administrations- og udviklingschef til By- og Udviklingsforvaltningen i Kolding Kommune


Er du en chef, der både kan kaste og gribe?

Vi er på mange måder stolte af det, vi har opnået i By- og Udviklingsforvaltningen i Kolding Kommune. Vi tillader os – uden at rødme – at kalde os veldrevne, og vi tror, at vi oftest formår at indfri de tunge forventninger, der er til en forvaltning, der skal kunne følge med i et hektisk udviklingstempo i en kommune, der har været i konstant fremdrift i mange år.

By- og Udviklingsforvaltningen har i de senere år haft held med at facilitere en byudvikling, der ikke blot tilgodeser den stigende efterspørgsel efter boliger, der løbende har været i de seneste mange år, men også aktivt medvirker til at transformere midtbyen og dens boligudbud. Det betyder bl.a., at befolkningen i Kolding Midtby inden for en kort årrække vil blive fordoblet til gavn for det liv, der leves – og opleves – i en pulserende by med kvalitetsrige kulturtilbud og rigtig mange unge mennesker. Det sidste understøttes af en markant samling af uddannelser på campusområdet, der er beliggende tæt på midtbyen. Noget, der selvsagt bidrager til uddannelsernes såvel som byens sammenhængskraft og tilfører ”young spirit” til byen.

Alligevel vælger vi nu at lave en ”mini-reorganisering”, hvor vi etablerer en stilling som administrations- og udviklingschef. For skal vi kigge med kritiske briller på os selv, er det for tit, vi halser lidt bagefter på de administrative og organisatoriske discipliner. Og det sker desværre, at vi midt i travlheden ikke altid formår at gribe alle de bolde, der kastes op i luften.

Og ”hvem er den”, når vi strategiudvikler – når vi kaster boldene afsted. Vi er sådan set rigtig stærke til idégenerering – der er højt til loftet på mange måder – men skal det bundfældes og struktureres, kræver det planlægning, proces, tid og ansvarsfordeling. Kort sagt – vi er nået til den erkendelse, at vi mangler én som dig.

Udover at du både kan kaste og gribe, er du en dygtig, talentfuld (aldersuafhængigt!) leder, der formår at rammesætte samarbejdet med dygtige, rutinerede ledere under dig. Du har et solidt kendskab til arbejdet i en politisk styret organisation. Du er en dygtig kommunikator, mundtligt som skriftligt. Du kender til – og har gerne arbejdet i – komplekse projektmodeller. Og så har du det naturlige servicegen, der gør, at du tager fra, fordi du gerne vil bidrage til at skabe en endnu dygtigere forvaltning.

Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes på overenskomstvilkår og efter konkret forhandling i henhold til cheflønsaftalen med et samlet lønniveau, der i udgangspunktet ligger på ca. 780.000 kr. om året. Dertil kommer pension.

Yderligere oplysninger:
Kan fås hos Jakob Lundgaard, tlf. 4033 2414 og/eller hos By- og udviklingsdirektør Merete Dissing, tlf. 5151 9684.

Læs mere i den uddybende job- og personprofil

Ansøgning:
Ansøgningen sendes via stillingsmodulet på www.lundgaard-konsulenterne.dk, så den er modtaget senest den 30. september 2020 kl. 8.30.