Gå til sidens indhold
Billedet viser Lundgaard Konsulenterne i en given situation. Klik for at gå til Lundgaard Konsulenterne forside.

Personalechef til Aabenraa Kommune


Dygtig personalechef til Danmarks – måske – mest veldrevne kommune

Vi har – synes vi – noget godt at tilbyde. Aabenraa Kommune er rigtigt veldrevet. Helt overordnet er der et godt og tillidsfuldt samarbejde imellem politik og administration og det forplanter sig til en organisation, hvor der bare generelt er en god stemning. Hele grundforudsætningen for at kunne bedrive god ledelse er til stede.

Vi er lykkedes med at åbne personaleområdet op for omverdenen, så det på den ene side er tydeligt, at vi er en del af den overordnede strategiske udvikling. På den anden side er vi det på driftens – og i sidste ende borgerens – præmisser. Vi er én organisation.

Du bliver en del af en chefgruppe i staben, hvor du bliver udfordret, respektfuldt og ordentligt, men med forventningen om, at du byder dig til. Og du bliver mødt af en organisation, der har helt realistiske forventninger til dig – og som gerne vil være med til at spille dig god. Vi forventer at du kan placere dig som omdrejningspunkt i en fortsat strategisk udvikling af personaleområdet.

Du får altså en mulighed for at vise dit toplederformat på en god, bred spilleplade.

Du skal først og fremmest være et menneske, der formår at ”være der som dig selv”. Det er noget med at være i øjenhøjde med alle, have humor og at være ukompliceret af natur. Har du derudover ikke nogen problemer med at fortælle, hvad du er god til – og mindre god til – bliver det enklere for andre at  gøre det samme og dermed at give dig med- og modspil.

Du har formodentlig et uddannelsesmæssigt og erfaringsmæssigt afsæt, der giver en vis ballast på personaleområdet, men dette er ikke et krav der er mejslet i sten. Man kommer langt med ærlig nysgerrighed koblet med en god evne til at sætte sig ind i nye ting. Du har ledelseserfaring, men længden af den er vi mindre interesserede i end de resultater, du har evnet at skabe med din ledelse. Du har naturlig autoritet og en evne til at ”trække af” på beslutningerne, så du ikke bliver en stopklods for fremdriften, og så dine samarbejdspartnere tager dig alvorligt.

Du er rigtig dygtig til at kommunikere. Det sparer os en masse tid i oversættelsen af de dagsordner, der er vigtige for hele organisationen på personaleområdet, at du er let og interessant at lytte til. Det er en stor fordel at kende til det at arbejde i en politisk styret organisation, herunder samarbejdet i MED og med de faglige organisationer, så der er forståelse for de præmisser, dette samarbejde hviler på, og de muligheder, det giver. Du forstår at arbejde datadrevet og så er du bare helt generelt ret skarp.

Ansættelsesvilkår

Stillingen besættes på overenskomstvilkår og efter konkret forhandling i henhold til cheflønsaftalen på et niveau, der forventes at ligge på omkring 750.000 kr. om året. Dertil kommer pension.

Yderligere oplysninger

Kan fås hos Jakob Lundgaard, tlf. 4033 2414 og/eller hos Direktør Søren Lorenzen, tlf. 2372 0311.

Læs mere i den uddybende job- og personprofil

Ansøgning

Ansøgningen sendes via stillingsmodulet på www.lundgaard-konsulenterne.dk, så den er modtaget senest den 17. maj 2021 kl. 8.30